Det er ikke kriminelt at være inhabil

Det er ikke ukendt, at ord kan forandre mening over tid. Fedt er ikke umiddelbart særlig sympatisk, men i mange år betød det godt. Det er nu blevet overtaget af ”vildt sygt”, der heller ikke har nogen særlig positiv klang. Desværre er det også gået ud over et begreb som habil eller endnu mere ordet inhabil, der efterhånden er blevet synonymt med en eller anden grad af kriminel adfærd.

I virkeligheden er det at erklære inhabilitet et udtryk for høj faglig integritet, hvor en fagperson af egen drift undlader at beskæftige sig med bestemte beslutninger, fordi vedkommende er for tæt på de parter, som er involveret i beslutningerne. Det bør være et adelsmærke i vores samfund, der er medlem af en lille eksklusiv kreds af lande, hvor korruption fylder meget lidt og bliver taget meget alvorligt, hvad en verserende sag om it-leverancer til en offentlig myndighed viser.

Når det drejer sig om læger, så er spørgsmålet om habilitet i disse år næsten altid bundet op på lægers samarbejde med medicinalindustrien. Det er næsten blevet vanedannende at antyde en form for bestikkelseskultur, der kan bekræfte den udbredte opfattelse af, at der eksisterer en kriminel alliance mellem læger og industri. Det er ikke tilfældet. Industrien har selv indført et gaveforbud, der går helt ned til gratis kuglepenne, og industriens tilskud til rejser og kongresser er hastigt faldende.

Men dilemmaet er, at samfundet på samme tid har brug for, at lægerne samarbejder med virksomhederne om forskning, udvikling og afprøvning af nye lægemidler og –udstyr. Hvem skulle ellers gøre det? Privat offentligt samarbejde er højt på den politiske dagsorden. Det er en del af lægegerningen at samarbejde med industrien, og det er resultaterne af offentlig forskning, der ligger bag nogle af vores mest succesfulde medicinalfirmaer. Men kan lægerne så samtidig være habile ude i det offentlige rum?   

Diskussionen har senest været oppe i forbindelse med lægers arbejde for den nye institution, Medicinrådet, der skal godkende anbefalinger af nye lægemidler til danskerne. Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, der er paraplyorganisation for de lægelige eksperter, udpeger tre medlemmer til rådet, samt formænd til rådets fagudvalg. Vi støtter naturligvis Medicinrådets arbejde, og vi mener ikke, at Rådets habilitetsregler er for strenge. Som udviklingen er, vil Medicinrådets ”skrappe” regler formentlig danne skole.

Selvfølgelig skal der være rene linjer mellem lægerne og de virksomheder, hvis produkter, de skal vurdere. Det vil gøre rigtigt mange læger inhabile, men altså ikke kriminelle. De har blot passet deres arbejde. Men det kræver en kulturændring at komme op af den grøft, vi er landet i på grund af fortidens synder, og det kræver ikke mindst fuldstændig åbenhed omkring samarbejdsforholdene mellem læger og industri. Her kan vi lære meget af vore udenlandske kolleger for hvem offentligt/privat samarbejde er en naturlig ting, der blot skal deklareres.

Vi skal finde den balance, der både sikrer offentlig/privat sundhedsinnovation og habilitet og integritet ved indkøb af dyr medicin. Problemet ved den nuværende mistænkeliggørelse er, at den får danske læger til at afholde sig fra samarbejdet med den private industri, så vi går glip af vigtig forskning og udvikling på sundhedsområdet. Det giver dårligere sundhedsydelser og det giver dårligere velfærd, fordi medicin og medikoteknik er vores største eksportvare og af stor betydning for Danmarks økonomi.