Nyhed

Alle hospitaler skal ikke have strålekanoner og helipads

I Berlingske Tidendes kronik i dag advarer LVS formand Henrik Ullum mod, at mantraet om nærhed ødelægger gevinsterne ved den centralisering, som de seneste 10-15 år har givet sundhedsvæsenet et tigerspring fremad. Der skal være nogle overordnede nationale krav til kvalitet og faglighed, der hindrer, at sundhedsfællesskaberne bliver til 21 nye "amter".

Det er ikke mindst princippet om "øvelse gør mester", der kan blive truet. Koncentrationen af komplekse behandlinger på få parceller har haft afgørende betydning for de store fremskridt inden for store sygdomme som kræft og hjertelidelser. Til gengæld har regionerne fejlet med at skabe en landsdækkende elektronisk patientjournal, og der er også fortsat store regionale forskelle på det, der tilbydes. Det kalder på, at nærhed kombineres med en kærlig hånd fra staten.

Det er også uhyre vigtigt at passe på forskningen på de kraftcentre, som er etableret omkring de store universitetshospitaler. Det er motoren bag de fortsatte forbedringer af behandlinger i sundhedsvæsenet og desuden fødelinje til vores største eksportindustri. Der skal forskes på alle parceller, men vi skal passe på kraftcentrene, og vi skal passe på, at "so ein ding" kulturen ikke tager over. Læs hele kronikken her: