En bureaukratisk møllesten er hævet fra vores skuldre

Men inden det sker, skal vi uddrage mest mulig læring af ”miraklet i foråret 2020”, og bruge det til at gøre sundhedsvæsenet post corona smidigere og bedre for patienterne. Det, som vi ser udfolde sig i disse uger, med den måde, som vi kan samarbejde på i det store væsen, få tingene til at hænge sammen, bruge fagligheden bedst muligt, prioritere effektivt og få mere tid til patienterne, peger direkte ind i nogle af de bærende elementer for en kommende sundhedsreform. Der er blevet lagt nogle skinner, som vi skal bruge.

Vi har set det postfaktuelle samfund stille liste ud ad bagdøren. Nu er det eksperterne og ekspertviden, der bliver efterspurgt. De samme eksperter er trådt i karakter og har formået at samarbejde på tværs af specialer, sektorer og faggrænser på en helt uset måde. Vi har set ekspertledelse og sundhedsfaglig ledelse folde sig ud og få tingene gjort effektivt. En bureaukratisk møllesten er blevet hævet fra vores skuldre.

Vi har set myndigheder blive fleksible som nygroet bambus i maj, når det drejede sig om hurtig igangsættelse af forskningsprojekter, der var rettet imod bekæmpelsen af covid-19, og vi har set digitale sundhedsløsninger, der måske for længst burde være lanceret, blive taget i brug i ekspresfart. Dette, og meget andet, skal vi sørge for at fastholde og bruge i en kommende sundhedsreform.

Vi skal huske, at vi i månederne før coronaen oplevede et bastant pres på den nuværende regering og dens sundhedsminister for at spille ud med en reform af det danske sundhedsvæsen, der kunne sættes i stedet for den, der faldt ved valget 2019. Regionerne overlevede, men det gjorde ikke behovet mindre for at få styrket det nære sundhedsvæsen og få afmonteret den berygtede Bermuda trekant, hvor patienterne tumler rundt mellem sygehus, egen læge og de kommunale tilbud.

Presset kom fra alle de involverede parter: regionerne, kommunerne, lægernes organisationer og andre, der med stigende bekymring så på, hvordan en tsunami af demografiske og teknologiske udfordringer havde retning mod et sundhedsvæsen med stadig færre sengepladser på de nye og efterhånden noget amputerede supersygehuse, et overbelastet almen praksis med lægemangel og kommuner, der slet ikke var klar til de nye sundhedsopgaver. Vores helt egen perfekte storm.

Nu blev det en anden storm, der ramte os først. Den er slet ikke forbi, men lad os uddrage læring, inden vi falder tilbage i hverdagens rutiner. Mest markant er nok hele aspektet om korte beslutningsgange, fleksibilitet og faglighed. Det rejser helt fundamentale spørgsmål omkring organiseringen i sundhedsvæsenet og de stive strukturer, som vi har etableret. Af historiske eller af faglige grunde?

Det rejser også spørgsmålet om, hvorvidt vi har de rigtige specialer og, om specialisterne bliver uddannet med en bredde, så de kan arbejde mere på tværs og tage vare på de patienter, der alt for ofte falder mellem stolene ved skift mellem specialer eller sektorer? Den stærke specialisering og vores speciealestruktur har en stor del af æren for de markante fremskridt i behandling af bl.a. hjerte- og kræftsygdomme. Men tiderne skifter, og lige nu er vi midt i en markøvelse, der viser styrken i at kunne arbejde på tværs. Vi har brug for en ny speciallægekommission, når vi er tilbage i fredstid.  

Så har krisen gjort os opmærksomme på, at vi mangler kompetencer på det digitale område. I den nuværende krise har det først og fremmest været almen praksis, der har fået et digitalt ryk, og det har primært været med videokonsultationer og telemedicinske løsninger. Men den digitale revolution går langt videre, og her mangler vi en strategi for fremtiden.

Det engelske sundhedsvæsen har f.eks. besluttet, at alle patienter skal have mulighed for at være online med deres læge i 2024, og alle læger skal have adgang til patientens journal, uanset hvor de befinder sig. Vi er ikke i nærheden af dette. Lægerne har ikke adgang til journaler på tværs af sektorer, og regionerne har desuden sørget for at skære vores lille nation med knap 6 mio. indbyggere over i en østlig og vestlig republik med hvert sit journalsystem. Måtte denne krise inspirere til, at politikerne får løst dette problem.    

Men en professionel tilgang til digitalisering handler ikke kun om maskiner. Coronakrisen har gjort det tydeligt, at der også er noget, der hedder mental sundhed, og at et videolink ikke nødvendigvis skaber varme menneskelige relationer. Det kræver empati, og det kræver træning, og der skal findes en balance mellem de digitale løsninger og de menneskelige relationer mellem læge og patient. Der er gang i en lang række forsøg med digitale løsninger i almen praksis og i forebyggelsen, og det er givet, at der vil komme mange flere digitale løsninger. Derfor er det vigtigt at få opsamlet de mange erfaringer, som for øjeblikket gøres i coronaens lys.

Helt grundlæggende har coronakrisen vist, at det godt kan lade sig gøre at skaffe sundhedspersonalet mere tid med patienterne, når det gælder. Selv, når vi fraregner effekten af den imponerende adfærdsregulering, som det virkelig er lykkedes at få befolkningen med på, så er der stadig nogle faktorer omkring fordelingen af personalets tid bag skærmene og med patienterne, som vi skal fastholde. Hvad er det for nogle bureaukratiske og ledelsesmæssige møllesten, der er blevet løftet for at gøre dette muligt? Og skal de nødvendigvis alle lægges tilbage på samme måde, når freden sænker sig?

Det bliver næppe sådan, at vi efter coronakrisen står tilbage med et sundhedsvæsen, hvor alt er forandret, alle smiler, og græsset er grønnere end før. Der skal arbejdes med at omsætte de mange positive oplevelser til fremskridt i sundhedsvæsenet, og her skal alle parter være med, alle faggrupperne i sundhedsvæsenet og patienternes organisationer, og ikke mindst politikerne og embedsværket.

Naturligvis er der forskel på krisetider og dagligdag i sundhedsvæsenet, og vi står foran en vanskelig tid, fordi der er brugt så mange ressourcer på at få nedkæmpet coronaen og på nedlukningen af samfundet. Netop derfor er der grund til at tage ved lære af nogle af de bedste erfaringer, som vi gør for øjeblikket og at gøre det systematisk.

Der er især grund til at vurdere omfanget og hastigheden i genindførelsen af de patientrettigheder, som eksisterede før krisen. Den har netop vist os, at det faktisk kan lade sig gøre at prioritere, og det har også vist sig, at køen til klinikken kan gå pludseligt og drastisk ned. Vi ved endnu ikke, om det betyder, at vi skubber en pukkel af dårligdomme foran os, og vi ved ikke, om prisen for vores kvælertag på coronaen er øget dødelighed af andre sygdomme.

Men vi ved, at rigide behandlingsgarantier for alle mulige lidelser ikke giver nogen mening, kun et urimeligt pres på sundhedsvæsenet. Hvis vi kunne vende tilbage til fleksible behandlingsgarantier, når freden igen sænker over væsenet, ville noget dog være opnået, og vi kan vende tilbage til vores indledende brokke: intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.