Et godt sundhedsudspil med en bombe under førersædet

Den positive grundtone i regeringens udspil er, at man ønsker at sikre en bedre sammenhæng mellem sektorerne for at håndtere de store demografiske forandringer, som kommer rullende. Ansvaret for dette lægges hos 21 sundhedsfællesskaber, hvor kernen er de nye akutsygehuse.

Regeringen vil så lægge låg på det jyske oprør ved at placere Sundhed Danmark i Aarhus. Det er jo smart..

Samtidig bliver der et nyt nationalt niveau med en institution, Sundhedsvæsen Danmark, der skal sørge for, at kvaliteten bliver mere ensartet over hele landet, og at f.eks. centrale beslutninger om IT bliver landsdækkende. Hensigten er at rette op der, hvor regionerne har svigtet mest. Decentraliseringen bliver altså fulgt af en centralisering, der skal sikre, at barren ligger lige højt over hele landet. Det er en ualmindelig velkommen hensigt. Regeringen vil så lægge låg på det jyske oprør mod, at sundhedsvæsenet skal styres fra København, ved at placere Sundhedsvæsen Danmark i Aarhus. Det er jo smart.

Regeringen vil også styrke den nationale indsats på dataområdet og etablere en ny National bestyrelse for sundhedsdata og digital sundhed, der dels skal sikre, at beslutninger om løsninger, som skal virke nationalt på tværs af regioner, kommuner og praksissektoren, kun skal tages én gang. Der skal tages yderligere skridt for at styrke et nationalt ansvar for systemer, er taler på tværs af landet, og samtidig skal kvalitetsdata bruges bedre til at udvikle ny behandling og ikke mindst skal viden om det nære sundhedsvæsen forbedres i takt med, at opgaverne flytter tættere på borgerne. Regeringen vil med andre ord sikre, at der kommer data fra hele sundhedssektoren og at de bruges sikkert og koordineret. Det er meget velkomment.

Men djævlen ligger i detaljen, og det er opbygningen af ledelsesniveauet i regeringens sundhedsreform:

Men djævlen ligger i detaljen, og det er opbygningen af ledelsesniveauet i regeringens sundhedsreform. Hvis udspillet til en sundhedsreform bliver ført ud i sin nuværende form, så risikerer vi at blive ramt af en storm, der får den nuværende djøfficering til at minde om en let brise. Vi erstatter med andre ord regionsråd med et potentielt borgmester- og djøf-vælde.

Den lægelige, eller blot generelt sundhedsfaglige, indflydelse er vanskelig at få øje på, og det virker besynderligt i et sundhedsvæsen, der skal være drevet af høj faglighed og implementering af forskningsresultater over hele linjen. Der er kun blevet plads til ét medlem med stærke sundhedsfaglige kompetencer i bestyrelserne for de regionale sundhedsforvaltninger. Den nye statslige institution, Sundhedsvæsen Danmark, der altså skal sørge for nationale løsninger på højt fagligt niveau, skal efter forslaget have en bestyrelse med 11 medlemmer, ét af disse medlemmer skal have baggrund i høj sundhedsfaglighed. Ingen af steder er denne deltagelse obligatorisk, den kan vælges fra.

Det åbner en ladeport mod gendannelsen af lokale sundhedsfællesskaber, der bringer minder om de hedengangne amtsdage: 

Sundhedsfællesskaberne, der bliver de helt dominerende enheder i fremtidens sundhedsvæsen, skal efter forslaget have bestyrelser sammensat af borgmestre og (sundheds)udvalgsformænd fra kommunerne. Der er i snit fire kommuner per fællesskab, så det vil sige otte medlemmer. De øvrige er den adm. direktør for akutsygehuset og lederen af psykiatrien sammen med to repræsentanter for almen praksis og et medlem fra sundhedsforvaltningens (regionens) bestyrelse. Altså et klart kommunalt flertal og på en god dag én speciallæge.

Det åbner en ladeport mod gendannelsen af lokale sundhedsfællesskaber, der bringer minder om de hedengangne amtsdage. Der kan siges mange pæne ting om kommunalpolitikere, men de kører i sagens natur med det korte lys tændt, fordi de er valgt for en periode på fire år. Sundhedsområdet fylder meget nationalt, men endnu mere i lokalsamfundet, og på valgdagen vil det tælle tungt, hvad man har gjort for det lokale sygehus og næppe så meget, hvordan man har bidraget til et evidensbaseret og forskningsstærkt sundhedsvæsen.

Samlet set betyder det, at vi kan ende med et sundhedsvæsen, der er endnu mere fragmenteret, og hvor fagligheden får det svært. Det understreges vel også af, at man skal hen på side 126 i regeringens oplæg, før der nævnes noget om forskning. Sundhedsforskningen er en kerneaktivtitet i vores samfund for såvel patienternes som økonomiens skyld. Den stedmoderlige behandling i regeringens oplæg til en sundhedsreform giver bange anelser.