Nyhed

Inhabilitet er ikke lig med kriminalitet

Indlæggene om Medicinrådet på det seneste har med al ønskelig tydelighed afdækket, hvor forskruet debatten om habilitet og lægernes samarbejde med medicinalindustrien er blevet.

Selve begrebet habilitet eller rettere mangel på habilitet er blevet synonymt med en eller anden grad af kriminel adfærd. Det er jo ikke sådan, det er. Fortidens dårlige vaner har kørt os ned i en grøft, som vi må op af.

Det er vigtigt for Lægevidenskabelige Selskaber at understrege, at vi støtter det arbejde, som foregår i Medicinrådet. Vi mener ikke, at Rådets habilitetsregler er urimelige, unødvendige og alt for strenge. Selvfølgelig skal der være rene linjer mellem lægerne og de virksomheder, hvis produkter, de skal vurdere.

Men der har været usikkerhed om reglerne, og de er sat i værk uden forudgående varsel og med beskeden information. Det har gjort det svært for medlemmerne at navigere. Nu ligger de fast, og det er fint.

Men det er ikke rimeligt at beskylde læger for at modtage støtte til efteruddannelse, som i virkeligheden er gaver fra industrien. Det har muligvis været tilfældet i fortiden, hvor kulturen mellem læger og industri var en anden, men det er altså netop fortid. Her antyder man altså en form for bestikkelseskultur, der tjener til at bekræfte den populære opfattelse af, at der eksisterer en kriminel alliance mellem læger og industri.

Det er ikke tilfældet. Industrien har selv indført et gaveforbud, der går helt ned til gratis kuglepenne. Det, der her er på tale, er eksempelvis betaling af rejser til kongresser, der ofte har været lægernes eneste mulighed for at skaffe sig ny, vigtig faglig viden. Lægers efteruddannelse antager mange former, én af dem er deltagelse i faglige kongresser og ikke mindst det netværk, som etableres i denne forbindelse. Det anfægtes ikke af de regionale arbejdsgivere, de har blot som hovedregel ikke villet betale.

Debatten om Medicinrådet er på denne måde med til at lægge gift for en debat om habilitet, der i forvejen er kørt af sporet på grund af sager i en usund kultur mellem læger og industri, der hører fortiden til. At erklære sig inhabil har som nævnt fået en kriminel undertone af, at der her er tale om en tilståelsessag.

Faktisk er der på alle måder tale om en respektabel handling, hvor man erkender, at der kan været tale om en sammenblanding af interesser, som man af etiske årsager ønsker at undgå. Det gælder også mange forhold uden for lægeverdenen.

At erklære inhabilitet er udtryk for høj faglig integritet. Vi kan her lære meget af vore udenlandske kolleger for hvem offentligt/privat samarbejde er en naturlig ting, der blot skal deklareres. Vi skal finde den balance, der både sikrer offentlig/privat sundhedsinnovation og habilitet og integritet ved indkøb af dyr medicin.

Endelig, når vi nu taler høj faglig integritet, så kan det undre, at Medicinrådet på det seneste sammen med Danske Regioner har indført en regel om, at regionerne godt kan udpege formænd for Rådets fagudvalg. Indtil nu har det været en regel, at fagligheden skulle sikres ved, at LVS foretog udpegningen.

Danske Regioner har selv opfundet og defineret Medicinrådet, hvor de sidder på et klart flertal og derfor har erklæret et ubetinget armslængde princip i forhold til Rådets arbejde. Meget korte arme?

Henrik Ullum, formand LVS