Nyhed

LVS får repræsentant med i nyt råd for psykisk sygdom og mental sundhed

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) holdt en tale til det spritnye råd for psykisk sygdom og mental sundhed på rådets første møde 23. juni, hvor hun bl.a. opfordrede rådet til »grundighed, eftertænksomhed – og tempo« og til at være et råd af gavn og ikke kun af navn. 

Ulla w

Konstitueret cheflæge, ph.d. Ulla Weinreich repræsenterer LVS i det nye råd for psykisk sygdom og mental sundhed. - Foto: Nicolai Döllner

Rådet har til opgave at følge implementeringen af de mange indsatser i aftalen om den politiske 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed, som blev offentliggjort i 2022.

LVS havde ikke en plads i det første kommissorium for rådet. Det blev der heldigvis lavet om på efter en henvendelse til Sundhedsstyrelsen, hvor LVS pegede på, at der er brug for at forbedre forholdene for de psykiatriske patienter, der også har brug for udredning og behandling mv. i det somatiske sundhedsvæsen – og at LVS hellere end gerne vil bidrage med forslag til, hvordan det kan foregå. 

LVS har udpeget konstitueret cheflæge, ph.d. Ulla Weinreich til at repræsentere LVS i rådet. Ulla Weinreich har bred erfaring med psykiatriske patienter med somatiske lidelser fra sit arbejde på Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. 

Hun er også formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab og stærkt engageret i både ulighed i sundhed og ulighed i sundhedsvæsnet. Dette sås blandt andet på LVS’ årsmøde i april 2022, hvor hun bidrog med et indlæg om kroniske medicinske patienter og den mangelfulde forskning i deres sygdomme og om de socioøkonomiske konsekvenser for disse patienter, når helheden i deres behandling mangler.

Bred aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed

Nyt nationalt råd skal følge 10-årsplanen for psykiatri og mental sundhed

Ulla Weinreich: Forskning i oversete sygdomme

Årsmøde i Lægevidenskabelige Selskaber: »Fast forskningsbudget på alle afdelinger er et musthave«