Nyhed

LVS i medierne: Ny epidemilov får et 7-tal af Susanne Axelsen

UGESKRIFT FOR LÆGER: Der er fremskridt at hente i den sidste udgave af epidemiloven, men den halter stadig, når det gælder om at bruge lægefagligheden. Så det bliver kun til et 7-tal på VAS-skalaen, siger Susanne Axelsen, formand for LVS.

I et interview med Ugeskrift for Læger på dagen, hvor den nye lov tredjebehandles, roser Susanne Axelsen at tvangsvaccinationer er skrevet ud af loven og at læger ikke længere kan stilles til ansvar for handlinger, som er beordret af myndighederne.

Samtidig holder hun fast i, at lægefagligheden fortsat er nødlidende. Der er nemlig ikke megen lægefaglighed i den epidemikommission, der skal bistå regeringen. De fleste repræsentanter er udpeget af myndighederne selv.

Hun roser i øvrigt medierne for at have sat epidemiloven på dagsordenen og skabt en bred debat. Til Ugeskrift for Læger siger hun:

»Aldrig har vi i LVS oplevet, at et høringssvar har været så sexet.«

Skulle der mod forventning være læsere, som ikke kender VAS-skalaen, så følger forklaring her:

VAS: Visuel Analog Skala. Et måleredskab til vurdering af smerteintensitet. Måleredskabet er en 10 cm lang horisontal, gradueret linje med to endepunkter. Ved anvendelse opfordres patienten til at markere på linjen, hvor stærk smerten føles. (Tak til Region Nordjylland).

Loven træde i kraft 1. marts og skal evalueres til efteråret.

UGESKRIFT FOR LÆGER: LVS: Lægefagligheden fortsat nødlidende i ny epidemilov