Nyhed

LVS i medierne: Tag patientnær forskning med i de aktuelle politiske forhandlinger

ALTINGET: Sundhedsvæsenet har brug for mere patientnær forskning, og derfor bør regeringen og regionerne sikre en hurtig indsats i årets økonomiaftale, i en sundhedsaftale og i et nyt statsligt forskningsråd, skriver LVS-formand Susanne Axelsen i en ny debatserie om sundhedsforskningens blinde pletter.

Susanne Axelsen er bekymret for, at alle de bebudede digitale løsninger, robotassisterede behandlinger og muligheder for personlig medicin vil blive indført uden at sikre en gevinst for patienterne og sundhedsvæsenet. Der er en risiko for, at de nye løsninger indføres efter pres og ikke efter omtanke.

»Hvis vi ikke samlet set får bedre styr på balancen mellem gavn, spild og skade, når innovationsrevolutionen ramler sammen med flere-komplekse-patienter-færre-penge-per-patient-scenariet, så vil det ende med en benhård prioritering uden gode understøttende data – og i værste fald mistro, alles kamp mod alle og yderligere ulighed,« skriver hun.

Hun opfordrer derfor regeringen og Danske Regioner til at gøre patientnær forskning til en del af årets økonomiforhandlinger, men også en del af en sundhedsreform og en opgave for et nyt statsligt forskningsråd.

ALTINGET: Patientnær forskning skal redde det offentlige sundhedsvæsen