Nyhed

Møderække om digital sundhed bliver udvidet

Aalborg, Aarhus og Odense kommer med på video, når LVS til september afvikler møderækken Digital Sundhed 2020 hos IDA mødecenter i København. Det sker dels for at gøre møderækken landsdækkende, dels for at få færre på landevejen og i mødecentrene for at kunne overholde coronaens afstandsregler.

Møderækken afvikles om eftermiddagen den 7., 18. og 24. september og i alle tilfælde hos IDA på Kalvebod Brygge på grund af de gode pladsforhold. Den afsluttende heldags konference finder fortsat sted i Fællessalen på Christiansborg den 28. oktober. Som det foreligger nu, bliver der ikke satellitmøder til den afsluttende konference.

Men det bliver der til møderne i september, hvor der vil være videoforbindelse til auditorier i Aalborg, Aarhus og Odense, og der vil være mulighed for at deltage interaktivt i møderne i København med kommentarer og spørgsmål. Tilmelding til alle møder kan finde sted via denne hjemmeside og også lokalt, hvor der vil være lokale værter fra LVS og indledning fra lokale eksperter.

De præcise oplysninger om lokaler, adresser, tider og værter bliver tilgængelige på denne hjemmeside i slutningen af uge 32, altså den første uge i august og en god måned før møderækken indledes. Det er alt sammen under forbehold for, hvordan coronasituationen udvikler sig, og hvilke retningslinjer, der centralt bliver udstukket for befolkningen. Det gælder ikke mindst for sundhedspersonale..