Nyhed

Den postfaktuelle læge: årsmøde 2018

De seneste år er konsekvenserne af ”fake news”, tabet af autoritetsbegrebet og den såkaldte demokratisering af medierne skyllet ind over os. Læger har om nogen mærket konsekvenserne af, at alle i princippet er lige kloge, følelser og fakta er ligeværdige og shitstorme kan ramme uden varsel.

Årsmødet 2018 i Lægevidenskabelige Selskaber tager temaet op med sigte på at vise veje til, at det fortsat er fagligheden, fakta og naturvidenskab, der vejer tungest, når patienter og læger i fællesskab skal tage beslutninger om behandlinger, vaccinationer eller andre helbredende og forebyggende foranstaltninger.

Debatten på årsmødet, der foregår på IDA Mødecenter på Kalvebod Brygge i København 26. januar 2018, bliver delt op i tre sessioner, der først kortlægger fænomenet alternative fakta eller Fake News og deres konsekvenser, derefter hvad konsekvenser for sundheden, det kan have, og hvordan det kan tackles, og endelig kigger fremad på, hvordan vi kan sikre, at det er fagligheden og ikke Google, der styrer behandlingerne i sundhedsvæsenet.

Vi forventer, at sundhedsministeren åbner debatten og at vi kan stille med nogle tunge debattører i specialet postfaktuel. Følg med her på hjemmesiden: 

Program LVS årsmøde, fredag den 26. januar 2018, kl. 09.00 – 16.00, IDA Mødecenter Kalvebod Brygge 31 – 33, 1780 København V