Regionerne er bevaringsværdige
Regeringen har bebudet, at den i dette efterår vil komme med en sundhedsreform på niveau med dengang, man skabte de fem danske regioner. Det skal skabe større sammenhæng i det danske sundhedsvæsen. Intet er mere velkomment, men det er svært at se rationalet i, at et middel skulle være at lukke regionerne ned igen. Problemerne med manglende sammenhæng i det danske sundhedsvæsen skyldes ikke, at vi har et regionalt og et centralt niveau. Det skyldes nok nærmere, at der mangler sammenhæng i det, der foregår på de to niveauer og så, at vi har et primært sundhedsvæsen med åbenlyse svagheder.
Illustration Martin Frøsig til kronik i Jyllands Posten 27. april
Det er meget positivt, at den første del af den bebudede sundhedsreform er en styrkelse af almen praksis. Lægevidenskabelige Selskaber har sammen med Praktiserende Lægers Organisation gjort, hvad vi kunne, for at gøre opmærksom på, at strukturen med færre, større og højt specialiserede sygehuse ikke kommer til at fungere uden et styrket og fuldt udbygget almen praksis, der dækker hele landet.
LVS bemærker med glæde, at der igen vil ske en indsamling af data til kvalitetsudviklingen
Den proces sættes i gang her i 11. time. Det tager mindst 12 år at uddanne en speciallæge, og der må forudses svære problemer i overgangsfasen indtil de nye årgange af praktiserende læger er i funktion, men nu er processen dog sat i gang. LVS bemærker samtidig med glæde, at der igen vil ske en indsamling af data til kvalitetsudvikling i almen praksis, og at der skal formuleres en forskningspolitik for primærsektoren.
Nu skal kommunerne gøres klar til reelt at overtage de sundhedsopgaver, de skal løse. Her er der store udfordringer i form af 96 forskellige kommuner, der ofte har hver deres serviceniveau og bud på løsninger. Hertil kommer, at der i kommunerne ikke er nogen lang tradition for evidensbaseret sundhedsarbejde og datadrevne løsninger. Det bliver en udfordring at få samspillet mellem sygehuse, praksissektor og kommuner til at fungere.
En dyb ændring af strukturen vil trække så mange ressourcer ud af sundhedsvæsenet, at det vil få alvorlige konsekvenser for patienterne
I den situation virker planer om at nedlægge regionerne ikke gennemtænkt. Alene af den grund, at en dyb ændring af strukturen vil trække så mange ressourcer ud af sundhedsvæsenet på et kritisk tidspunkt, at det vil få alvorlige konsekvenser for patienterne. Bevares, hvis det var sådan, at det regionale system var gennemgribende dysfunktionelt, så ville det være nødvendigt at foretage noget drastisk. Men sådan oplever vi, der arbejder i regionerne, det ikke, og der høres heller ikke alvorlig kritik fra andet fagligt hold. Alt taget i betragtning, så har organiseringen med fem regioner været en succes, og erfaringerne fra Norge med at nedlægge det regionale niveau har ikke været nogen entydig succes.
Derimod er der alvorlige mislyde i forholdet mellem det centrale og det regionale niveau. Det er klart, at et system med fem politiske enheder, der skal køre et hospitalsvæsen på basis af bevillinger, der bestemmes centralt og på basis af en politik, der afgøres centralt, kan blive samspilsramt. Det er en medfødt lidelse, der er behandlingskrævende. Det mest grelle eksempel er misforholdet mellem de garantier, som udstedes af regeringen, og de bevillinger, som følger med. Regeringen udsteder imod al faglig rådgivning generelle garantier om én måneds udredning og én måneds behandling.
Centralmagten burde være trådt i karakter og have lovgivet om en landsdækkene patientjournal
Det er en næsten umulig opgave for regionerne i en situation, hvor store dele af sundhedsvæsenet kæmper med it-problemer. Mest markant Østdanmark med Sundhedsplatformen, der ifølge Rigsrevisionen er et resultat af dyb amatørisme. Det er et symptom på det modsatte af ovenstående. Regionerne har selv fået lov til at tage beslutninger om it-systemer, der i en nation af vores størrelse burde være landsdækkende, men i stedet har trukket en firewall ned gennem Storebælt. Her burde centralmagten være trådt i karakter og have lovgivet om en national patientjournal. Når det gælder sammenhængen mellem beslutninger, der bliver taget på det regionale og det centrale niveau, er der brug for en reform.
Regionerne er naturligvis ikke perfekte, men de løser opgaven og kan blive bedre endnu, hvis de mødes med fornuftige krav, der afspejler tilgængelige ressourcer. Derfor, kære politikere, fokuser på de oplagte udfordringer: langt flere ældre og syge medborgere, flere dyre behandlinger, et tiltagende misforhold mellem bevillinger og forventninger, og store udfordringer med at etablere et nært sammenhængende sundhedsvæsen. Det løses ikke ved at nedlægge regionerne. Tværtimod vil en stor altomkalfatrende strukturændring kræve så mange kræfter, at vi risikerer ikke at kunne løse de reelle sundhedsudfordringer.