Sundhedsvæsenets fremdrift bygger på forskning og viden
Når vi i dag er i stand til at tilbyde danske patienter en stadig større vifte af behandlinger, så skyldes det, at vi gennem mange årtier har opsamlet viden, forsket og udviklet sideløbende med, at vi har produceret. Det har været drivkraften i et sundhedsvæsen i stadig udvikling, og det skal politikerne sørge for, at de får placeret centralt i de planer for en sundhedsreform, som er i støbeskeen. Som udviklingen er for øjeblikket, er der et meget ensidigt fokus på produktion. Vi risikerer at få et dumt sundhedsvæsen.
Må vi ikke fra Lægevidenskabelige Selskaber komme med det gode råd, at vi i forbindelse med de store reformer sørger for at få udviklingen og formidlingen af ny viden placeret centralt i diskussionen om, hvordan vi udvikler vores sundhedsvæsen. Der fokuseres på ventetider og på udvikling af nye økonomiske modeller, men man glemmer fokus på at udvikle, fastholde og implementere den nye viden, der skal sikre fortsat fremdrift i sundhedsvæsenet. Det bør være sådan, at forskningsledere og personer med forstand på undervisning kommer mere centralt med i ledelsen af et reformeret sundhedsvæsen.
Patienterne har brug for de bedste behandlinger, og de udvikles gennem forskning. De har også brug for at blive tilset af sundhedsprofessionelle, der er fagligt opdateret, fordi de er blevet undervist i den nyeste viden. Vi har i vores produktionsfokus mistet forskning, innovation og undervisning som fokusområde i det brede sundhedsvæsen. Det eksisterer i nicher, men har ikke det centrale fokus, som det burde have.
Fokus er på budgetterne og på opfyldelse af garantier, så det handler om drift og bl.a. om at finde finansiering til de nyeste overskridelser på sygehusbyggerierne. En alvorlig konsekvens af dette er, at ledelserne på universitetshospitalerne har tabt deres fokus på forskning. Derved sidder vi i saksen med det generelle problem, som plager det danske sundhedsvæsen, nemlig at der ikke er sammenhæng mellem de løfter, som politikerne giver befolkningen om f.eks. behandlings- og udredningsgarantier og nye faciliteter, og de ressourcer, som de stiller til rådighed.
De nye såkaldte supersygehuse er rigtigt tænkt. De blev oprindeligt præsenteret som kraftcentre for skabelsen af ny viden og kompetencer, der skulle bringe det danske sundhedsvæsen til et helt nyt niveau, forskningsmæssige fyrtårne. Men sandheden er, at de i dag er blevet møllesten omkring væsenet, fordi de er underfinansierede. Samtidig har der været pres på økonomien, fordi ny medicin skal finansieres inden for regionernes økonomiske rammer. Det har ført til fyringer, så det er svært at bemande de nye faciliteter ordentligt. De seneste fyringsrunder, som har ramt bredt over hele landet, taler deres tydelige sprog.
Nu skal samme supersygehuse være kernen i opbygningen af et reformeret væsen med sundhedsklynger samtidig med, at der tales om nye nærsygehuse og regionsnedlæggelser. Det kan blive kaotisk, og det kan blive dyrt. Det kan ikke udelukkes, at en sundhedsreform kan skabe mere nærhed, men kan den også fastholde den kvalitet, som vi ønsker os?
Der er de senere år truffet nogle beslutninger i sundhedsvæsenet, som er gået ud over kvaliteten, fordi man har undladt at involvere de sundhedsprofessionelle. Mest kendt er måske indførelsen af Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden og Sjælland, hvor urealistiske forhåbninger til rationaliseringer og problemfri implementering blev fulgt op af en alt for langsom involvering af de, der reelt er eksperter i behandling af patienterne. Det har ifølge en nylig opgørelse i Berlingske været med til at give københavnerne landets dårligste sundhedsvæsen. Senest er samme region gået imod råd fra eksperter på akutområdet. Det er ikke klogt.