Sundhedsvæsenets indretning er ofte med til at forstærke ulighed

Se programmet her: https://bit.ly/3ztBiO0 

Alle taler om ulighed i sundhed, men de færreste gør noget ved den. 

Omskrivningen af Mark Twains spydighed om menneskers evindelige samtaler om vejret var udgangspunktet for LVS’ bestyrelse, da den skulle besluttet emnet for årsmødet i 2021. 

De politiske skåltaler om ulighed i sundhed er talrige, og der findes ingen nemme løsninger – men det er som om, der heller ikke rigtig prøves. En varig ændring i uligheden i sundhed kræver store indsatser i den socialpolitiske verden, og det kan sundhedsvæsnet ikke vente på, hvis vi mener det alvorligt, at vi vil gøre noget ved de nedslående statistikker om polariseringen af sundhedstilstanden i Danmark. 

Det er velkendt, at uligheden i sundhed skabes før patient møder læge, og hvor galt det står til blev tydeligt for tilhørerne, da professor Annette Kjær Ersbøll fra Sif fremlagde data fra sin undersøgelse af perioden 2008-2017. Med få undtagelser er uligheden i sundhed blevet mere udtalt. Rygefrekvensen er uændret, og dødeligheden er blevet højere for mennesker med kort uddannelse, og risiko for mental sygdom knyttet til kort uddannelsesniveau er uændret højere end andre menneskers. Det samme gælder risikoen for hjerte-karsygdom, og deltagelsen i screeningsprogrammer er blevet mindre. 

LVS’ medlemmer færdes i primærsektoren og i sekundærsektoren og både meget tæt på patienternes hverdag og længere væk i forskningsmæssige og højt specialiserede sammenhænge. For alle medlemmer gælder det, at man går på arbejde for at gøre det allerbedste for patienterne – nuværende eller kommende. Ingen går på arbejde for at gøre ondt værre, men medarbejderne har ofte strukturelle forhold i sundhedsvæsenet imod sig, når det handler om de svageste patienter. 

Forsknings- og analysechef Mikael Bech fra VIVE pegede bl.a. på, at den produktionslogik, der hersker i sundhedsvæsenet, trækker i den forkerte retning, når vi ønsker at skabe differentierede tilbud. Det er ikke tidsmæssigt effektivt at lave længere eller fleksible konsultationstider til patienter med komplekse sociale og sundhedsmæssige problemer. Men tid til patienten er en værdifuld ressource, som kan være en klog, langsigtet investering. Spørgsmålet er så, om beslutningstagerne reelt villige til at løsne ørnegrebet om effektiviseringslogikken, hvis det kunne betyde bedre sundhed på længere sigt, end en valgperiode rækker?

I samme boldgade skød Torben Hollmann, sektorchef i FOA, veloplagt til måls efter de planer, vi indtil nu har set for placering af de politisk berømmede sundhedshuse – det lader simpelthen til, at man med stor omhu vil placere dem i god afstand af de borgere, der har mest brug for dem, og som bor i egne af landet, hvor offentlig transport ofte er ubrugelig, hvis man gerne vil ud og hjem samme dag.
Den tidligere formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, priste de åbenlyse gevinster ved specialiseringen og centraliseringen, men pegede på, at man skyder forbi målet, når resultatet bliver en situation, hvor f.eks. tuberkulose er en højt specialiseret behandling og mange af patienterne findes blandt hjemløse og andre meget udsatte borgere. Det nytter ikke, at behandlingen er i top, hvis patienterne ikke finder vej til den. 

Fra læger på frontlinjen i den sociale ulighed i sundhed  – professor Morten Sodemann, OUH, psykiater Julie Nordgaard Frederiksen, Regions Hovedstadens Psykiatri, lægefaglige vicedirektør Dan Bruun Petersen og KBU-læge Sophie Sværke, begge Holbæk Sygehus – lød det samstemmende: Man er nødt til at kunne give de mest udsatte patienter et differentieret tilbud, hvis de skal have samme gode behandlingen som alle andre. 

Julie Nordgaard Frederiksen satte fingeren på et meget ømt punkt i den svært forsømte psykiatri, da hun refererede til en lille opgørelse fra Psykiatrisk Gadeplantema i København, som viser, at 89 pct. af patienterne blev udskrevet direkte til gaden efter (for) kort tids indlæggelse. Med andre ord: Satser vi ikke massivt på at løfte psykiatrien, kan vi nok vinke farvel til ambitionerne om at gøre noget ved ulighed i både sundhed og sundhedsvæsenet. Og så har vi stadig ikke løst disse patienternes grundlæggende sociale problemer. 

Ved konferencens afslutning stod det klart, at vi vil den allerbedste behandling til alle. Det er derfor sundhedsvæsnets personale går på arbejde hver dag. Men skal ambitionerne have gang på jord, er sundhedsvæsenet nødt til at se kritisk på sine strukturer og arbejdsgange og i højere grad få dem til at passe til patienterne i stedet for omvendt. 

LVS arbejder videre med de mange anbefalinger fra indlægsholderne og vil uddrage essensen og sende dem til relevante beslutningstagere. 

Ugeskrift for Læger: Mange veje til mindre ulighed