Susanne Axelsen til de nye læger: Vi er mennesker først og dernæst læger

»Kære nye lægekolleger,

Jeg har glædet mig meget til at stå foran jer i dag og ønske jer tillykke med kandidatgraden. 

Set fra min synsvinkel har I valgt en vej, der fører til det bedste arbejde af dem alle – et arbejde, hvor man har mulighed for at gøre en forskel for sine medmennesker hver eneste dag i både stort og småt. Det findes ikke bedre. 

Jeg stod samme sted som jer for 33 år siden, og jeg kan stadig huske både forventningens sommerfugle i maven og bekymringen for, om jeg mon ville slå til derude i sundhedsvæsnet. Nu, hvor jeg for alvor skulle til at bruge min viden og min kunnen til gavn for patienterne, og hvor jeg skulle måles og vejes dagligt af ældre kolleger i forhold til de krav, der blev stillet i både turnus (det hed KBU dengang) introstilling og hoveduddannelse. 

Jeg valgte gynækologi og obstetrik som speciale og blev siden subspecialist i uro-gynækologi. Jeg kan heldigvis sige, at skulle jeg gøre det hele om, ville jeg vælge at gå nøjagtig den samme vej én gang til.

Kunne jeg have sendt mig selv et postkort fra fremtiden med et par velmente råd til den unge Susanne, kunne jeg helt sikkert godt have brugt det. Og jeg er jo fra den analoge tidsalder, så den gang var postkort en måde at sende hilsner til hinanden på.

Jeg fik faktisk et postkort som ung læge, men fra den virkelige verden, og det kom til at printe sig ind i min bevidsthed.

Men uanset, hvor stor umage, vi gør os. Hvor meget vi har læst på stoffet. Hvor meget vi har øvet os på teknikker og procedurer – så vil det ske, at vi laver en fejl, stor eller lille eller lige-ved. Hvis ikke i dag, så i morgen. Eller dagen efter

Postkortet var poststemplet i Australien og var skrevet af ægtemanden til en patient, jeg havde opereret for den nedsynkning af skedevæggen, der havde genereret hende længe og forringet hendes livskvalitet. 

Ægteparret var nu på deres drømmerejse i Australien – takket være mig, skrev manden. 

Takket være mig, som havde opereret hans kone, var det blevet muligt for dem at gøre en drøm til virkelighed og rejse Down under og opleve alt det, de havde ønsket sig, men som ikke havde kunnet lade sig gøre før, hvor hun var generet af sin nedsynkning. 

Er der noget bedre for en læge end at modtage en hilsen fra en taknemmelig patient? 

Det sker ikke hver dag, men det sker oftere, end I måske lige nu forventer. Og i det her ene tilfælde var der endda en for mig ikke særlig god forhistorie.

Jeg taler med og opererer flere hundrede patienter hvert år. Det betyder, at jeg ikke kan huske hver enkelt, selv om jeg gerne ville. Kvinder, jeg ikke kan genkende, hilser på mig i Magasin, i Brugsen eller på gaden. Nogle af dem præsenterer sig og fortæller, at det var mig, der opererede dem i 2015. Jeg kan ikke huske det. Men det kan de. 

Netop fordi ansvaret er så tæt forbundet med muligheden for at opleve alle de særlige ting, er det vigtigt at kunne føle det

Som læger passerer patienter forbi hver eneste dag, uanset om vi møder dem på en operationsgang, i en akutmodtagelse eller et tredje sted. Det er hverdag for os. Men det er det ikke for patienten. Mange af de kvinder, vi opererer i vores afdeling, bliver kun opereret den ene gang i deres liv. Det kan de huske. Og det skal vi også huske hver gang, vi er en – tit kortvarig – men alligevel del af deres liv.

Forud for den dag, de skal opereres af mig eller en af mine kolleger, er der gået dage, uger, måneder – ofte endda år – med ubehag og måske smerter, og stensikkert med bekymringer for fremtiden. For hvordan det skal gå med dem? Skal de bare lære at leve med deres tilstand eller kan der mon gøres noget? Kan de blive ved med at passe deres arbejde godt nok? Er det slut med at spille badminton? Passe børn eller børnebørn? Gå ud at spise med ægtefælle og venner? Nyde livet og friheden? 

Om alt går vel, sker der en forløsning af alle bekymringerne – eller forhåbentlig i hvert fald en forbedring af deres livskvalitet – efter en operation eller en anden slags behandling. 

Derfor kan de huske mig mange år senere, når de ser mig i gadebilledet. Derfor kommer nogle af dem og hilser på. Ikke fordi det er mig, mig, men fordi jeg har været en del af en ændring i deres liv. Det var personligt for dem. Det var en menneskelig relation, der gjorde en forskel for dem. Det, der for mig var endnu en ’dag på fabrikken’, var den dag, de havde set frem til længe, som dagen der forhåbentlig ville blive begyndelsen på et bedre liv. 

Læge-patient-relationen er et møde mellem mennesker. Godt nok er den ene i civil og den anden har ’uniformen’ på. Men det er stadigvæk et møde mellem mennesker. 

Mødet er i bund og grund et asymmetrisk møde. Forenklet sagt har patienten et problem. Og lægen har – måske – en eller flere løsningsmuligheder i kraft af sin faglighed og sin position. 

Den position, vi har som læger, kommer med et stort ansvar. Vi har stor indflydelse på patientens liv og helbred både i positiv og negativ retning. 

Jeg gik efter operationen ind til patienten. Eller det vil sige, jeg nærmest kravlede ind på hendes stue ­– ulykkelig. Sagde undskyld, undskyld, og sagde det, som det var. At jeg havde lavet en fejl

Vi håber selvfølgelig på, at vi det meste af tiden gør den positive forskel. At vi hjælper og forbedrer. Det er det, vi går på arbejde for hver dag. 

Men uanset, hvor stor umage, vi gør os. Hvor meget vi har læst på stoffet. Hvor meget vi har øvet os på teknikker og procedurer – så vil det ske, at vi laver en fejl, stor eller lille eller lige-ved. Hvis ikke i dag, så i morgen. Eller dagen efter. 

Det er et grundvilkår, vi er nødt til at lære at leve med som læger. At vi er fejlbarlige. Vi er mennesker først og dernæst læger. Og mennesker begår fejl. Vi begår dem i vores privatliv, og vi begår dem i vores lægeliv. Der findes ikke den studieteknik eller den coach eller det moderne mantra, der kan ændre på det. 

Ansvar er en balancekunst – ikke en eksakt videnskab. 

Med ansvaret som læge følger også nogle meget livsbekræftende privilegier: 

• Den umiddelbare glæde i krop og sind over det fag, man har valgt, som man ikke kan sætte ord på, men som bare bobler på en god dag.
• Oplevelsen af at mestre en ny færdighed – af at få den aha-oplevelse, man har knoklet for.
• At blive en del af et fagligt fællesskab med andre fag-nørder.
• At kunne lære fra sig til yngre kolleger.
• At skabe ny viden.
• At det man har lært, faktisk hjælper et andet menneske.

Listen er heldigvis længere – og jeg ved, at I vil lave jeres egne punkter undervejs. 

Netop fordi ansvaret er så tæt forbundet med muligheden for at opleve alle de særlige ting, er det vigtigt at kunne føle det. Virkelig mærke det. Ikke som en kraft, der lammer en, og som gør bekymring eller angst til en daglig følgesvend. Som får en til at vige tilbage fra at handle – eller som får en til at ville helgardere sig hele tiden ved at gøre alt for meget. 

Det er meget bedre – både for os som mennesker og som læger og for vores patienter – hvis ansvaret i stedet bliver til en evig mulighed for at lære. Ikke kun fagligt, men også menneskeligt. 

Vi står os godt ved at vælge læring som ideal. Det at blive klogere. Ikke perfektion. Ikke ufejlbarlighed. Hvis ufejlbarlighed er målet, bliver ansvaret for tungt at bære. Det bliver også umuligt at bære, for vi når aldrig derhen. 

Det lyder så enkelt – at vælge læring som ideal. Men det er det selvfølgelig ikke.

Læring er en del af den videnskabelige tradition, vi oplæres i som læger. Når vi vælger lægefaget, er det blandt andet fordi vi er naturligt tiltrukket af den evige søgen efter ny viden. Det er sjovt at være på jagt efter ny faglig viden, og det er er hårdt arbejde. Det giver de største sus, og det kan koste både frustration og tårer. 

Det samme gælder den menneskelige læring.

Det allervigtigste vi kan gøre både for os selv som læger og for vores kolleger, er at bidrage til et arbejdsmiljø, hvor det er muligt at tale om fejl

Da jeg var under oplæring som uro-gynækolog, fik jeg på en ganske almindelig hverdag muligheden for at stå alene med ansvaret for en operation. »Det kan du godt,« sagde min læremester. Jeg blev mødt med tillid. Og så gik jeg i gang med operationen – for første gang på egen hånd. Jeg var nervøs, men også lidt stolt. 

Men så skete det, der ikke må ske. Jeg lavede en fejl. En af de trælse. Under operationen for nedsynkning gennem en kvindes skede klippede jeg ved et uheld – ved en fejl – hul i hendes tarm. 

Jeg fik hjælp til at rette fejlen, fik syet det hul jeg havde lavet i tarmen sammen. Færdiggjort operationen. Patienten kom på opvågningsstuen. Og så måtte jeg vente, imens det hele kørte rundt inde i mig. Jeg følte, at jeg havde svigtet patienten, og at jeg havde svigtet min læremesters tillid.  

Jeg gik efter operationen ind til patienten. Eller det vil sige, jeg nærmest kravlede ind på hendes stue ­– ulykkelig. Sagde undskyld, undskyld, og sagde det, som det var. At jeg havde lavet en fejl. At jeg havde klippet et hul, hvor der ikke skulle være et. At jeg var frygtelig ked af det. At hun selvfølgelig var i sin fulde ret til at klage over det. Undskyld. 

Kvinden reagerede ikke, som jeg havde forventet. Hun tog situationen roligt. Langt roligere end jeg gjorde. Vi fik snakket om det. Hun kom sig og blev udskrevet. Jeg så hende ikke igen. Der kom ikke nogen klage. 

Jeg har sidenhen fået klager over forløb, hvor patienter ikke var tilfredse. Det sker for os alle. Jeg kan huske hvert eneste tilfælde i alle detaljer, ligesom jeg kan huske den dag hvor jeg klippede hul i tarmen. Der er ikke altid en sammenhæng mellem tyngden af det, der er sket og sandsynligheden for en klage. Læge og patient husker måske endda det, der er sket, meget forskelligt. Sådan er det. 

Det allervigtigste vi kan gøre både for os selv som læger og for vores kolleger, er at bidrage til et arbejdsmiljø, hvor det er muligt at tale om fejl. Hvor vi anerkender, at fejl er en del af virkeligheden. Hvor vi kan lære både af hinanden og med hinanden. Hvor vi ikke er alene, når lynet har slået ned. 

Kast jer ud i det! Nyd det!

I de her dage er der mange rektorer, der siger klassikeren til de nye studenter: »No man is an island.« Intet menneske er en ø. Vi er alle en del af et kontinent. En påmindelse om at dyrke fællesskabet.

Vi er som læger ikke altid gode nok til at huske på den læresætning. Vi skal minde os selv og kollegerne om det. At der er et grundvilkår, vi deler: Ansvaret: Mulighederne for at hjælpe, når helbredet svigter – og risikoen for at begå fejl i den proces. Vi er mennesker først – dernæst læger. 

Jeg fik kvinden med nedsynkningen og hullet i tarmen på afstand. Der var nye patienter at tale med. Flere patienter, der skulle opereres. Jeg kom videre, men jeg glemte selvfølgelig ikke. Det nagede. 

Og så var det, at postkortet fra hendes mand dukkede op fra Australien. I kan sikkert forestille jer både min lettelse og min taknemmelighed. 

Postkortet findes ikke mere. Det er røget ud under oprydning i skabe og skuffer gennem årene. 

Men det er lige meget. Det, der står tilbage hos mig i dag, er det, jeg lærte. At jeg skal have mennesket Susanne med i alt, hvad lægen Susanne foretager sig. At fejl sker og at de skal håndteres personligt og i fællesskab. At livet går videre og bliver bedre, fordi vi lærer af vores fejl.

I står på tærsklen til et arbejdsliv, som kommer til at kræve meget af jer, men som også har alle ingredienserne til at berige jeres liv fagligt og i mødet med jeres medmennesker. 

Tillykke med at I har valgt det bedste fag i hele verden, at I kom godt igennem uddannelsen og står her i dag. 

Kast jer ud i det! Nyd det!«